Gudstjenester 

Alle gudstjenester

I Skæring Kirke er der gudstjenester for alle aldre.
Udover højmessen søndag formiddag kl. 10.00 har vi en række tilbud:

Gudstjenester for børn
Til påske, høst og jul har vi gudstjenester for børn i vuggestue, dagpleje og børnehave. Efter gudstjenesten er der en forfriskning og en aktivitet.
Det er en gudstjeneste i øjenhøjde med børnene. Til jul kommer Skæring Skole også til juleafslutning - i tre omgange - en dejlig tradition!

Familiegudstjenester​
Spaghettigudstjenester er for børnefamilier og ligger den sidste fredag i måneden kl. 17.00. Vi begynder i kirkerummet med en kort børnegudstjeneste, hvor vi synger, sanser og forundres sammen. Vi får også besøg af dukkerne Ursula og Snapper, som sammen med os oplever historier og ord fra Bibelen. Så slutter vi af med spaghetti og kødsovs/vegetarsauce i salen. I løbet af året er der andre familiegudstjenester om søndagen: til fastelavn og BUSK-gudstjeneste (Børn-Unge-Sogn-Kirke) den sidste søndag i oktober. Palmesøndag har vi også en familiegudstjeneste, hvor vi holder afslutning for juniorkonfirmanderne.

Anderledes gudstjenester
Derudover har vi en række anderledes gudstjenester i løbet af året: f.eks. Jazzgudstjenester med efterfølgende brunch, hvor jazzkvartetten Nordtone leverer musikken. De foregår 6 gange om året - altid om søndagen kl. 10.30. 2. Pinsedag er der friluftsgudstjeneste  med efterfølgende aktiviteter.  Hvert år i september er der også en festlig høstgudstjeneste med efterfølgende Høstfestival,og vi har kyndelmissegudstjeneste
den første søndag i februar med efterfølgende spisning.

Konfirmandgudstjenester og spejdergudstjenester
Hvert konfirmandhold laver i efteråret deres egen konfirmandgudstjeneste , hvor de inviterer alle til at deltage. Vi er også så heldige, at vi sammen med KFUM Spejderne fra Kaløvig har tre årlige spejdergudstjenester .

Mindegudstjeneste og luciagudstjeneste
Til Allehelgen er der mindegudstjeneste , hvor vi mindes dem, vi hver især har mistet og tænder lys. Det er altid den første søndag i november kl. 16.00. I december inviterer vi alle til luciagudstjeneste med efterfølgende julehygge en hverdagseftermiddag. 

Gudstjenester i Fælleshuset og sansegudstjenester
Endeligt holder vi månedligt både gudstjeneste i Fælleshuset ved ældreboligerne på Sommersmindevej og sansegudstjeneste på Skæring Plejehjem.

Glutenfri

Har du brug for at få glutenfrit brød i forbindelse med nadveren ved gudstjenesten? 
Sig det til kirketjeneren ved indgangen, så sørger hun for at give dagens alterbrødsuddeler besked.

Det gælder også ved kirkekaffen og andre arrangementer, at der er mulighed for glutenfri alternativer
– tag fat i kirketjeneren eller en af de andre ansatte. 

Ved arrangementer med spisning bedes man meddele det ved tilmelding, hvis man har behov for glutenfri mad.

Lydreportage om jazzgudstjenester

Journaliststuderende Anne Straarup Iversen og Peter Marstal har deltaget i en jazzgudstjeneste i Skæring Kirke for at få et indblik i dens form og formål. For hvorfor afholder vi lige anderledes gudstjenester her i kirken og er den egentlig så anderledes endda?

De har interviewet menighedsrådsformand Svend Børge Jensen, organist Charlotte Schiøtz og sognepræst Margrethe Münster Berg, som reflekterer over, hvordan vi som kirke har et ansvar i at henvende os til definerede målgrupper - måske ligesom Danmarks Radio - og ikke kun udvalgte målgrupper.  På den måde binder vi traditionelle og nye tider sammen.

Tryk her for at lytte med på, hvilke overvejelser der ligger bag jazzgudstjenesten som form.

Kalender